Skulptur af Dorte Krabbe
Man kan komme alene eller et par stykker sammen. Måske endda komme for at være alene med en sorg, som kan være svær at formulere. Sorgen over et barn, man kun har kendt som en forventning, men som alligevel har efterladt en tomhed.
Kommet nærmere på opdager man, at man bliver taget imod. Stedet er ikke øde, det er heller ikke bare et stykke jord, men det har karakter og samler sig til et rum omkring en organisk figur, der beskedent påkalder sig opmærksomhed, tilbyder en mulighed for uden ord at forløse nogle tanker, give sorgen bestand.
Skulpturen er åben og modtagende. Men også svær at bestemme. Lyset falder i bronzen og understreger den levende, organiske form. Er det et kors? eller en fugl? er den udtryk for den besøgendes sorg eller for en udefra kommende trøst? Den ene vinge hænger lidt kraftløst ned som på en stækket fugl, mens den anden løfter sig, som om fuglen forsøger at række ud og igen blive del af det omgivende rum.
Forover på skulpturen er der en lille skålformet fordybning. Når det regner fyldes den med vand og ligner et øje, der svømmer over. Dråberne løber ned ad den våde bronze, men når det igen bliver tørvejr, kan fuglene sætte sig og drikke.
Sorg er følelsen af tomhed og tab, den fysiske smerte ved at stå med tomme hænder, men også erfaringen af, at livet er sårbart. At gennemleve en sorg er at gøre den til en erfaring af, at hverken forventning eller kærlighed nogensinde er forgæves. Dem, vi har mistet, vil altid være en del af vores erfaring og ligge som en ømhed og en omsorg at give videre til dem, vi i fremtiden skal leve iblandt.
Skulptur på Tveje-Merløse kirkegård
Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen, 2008
Dansk Kunst, 2002
Museet Holmen, Udstillingskatalog: Lisbeth Smedegaard Andersen, 2004
”Mine værker må gerne væresom fysiske ord i et digt, som beskueren digtere videre på”
af Jane Sandberg, cand. phil. i kunsthistorie
Dorte Krabbe bor og arbejder i København og har sidendebuten i 1992 udstillet på en lang række udstillinger, solo såvel somgruppeudstillinger. Dorte Krabbe er uddannet fra Århus Kunstakademi samme årsom sin debut. Hun arbejder med skulptur og installationer, som finder deresinspiratoriske udgangspunkt i et spirituelt og religiøst univers.
Vejen ind i Dorte Krabbes kunst kan fint gå gennem de to begreberEnkelhed og Underfundighed. Enkelheden er det som beskuer tydeligt at fornemme.Der er skåret til benet, ind til essensen af det enkelte værks ide, hvad entendet gælder de små, fine skulpturer eller de større installationer.Underfundigheden åbenbarer sig i valget af materialer og i værkernes titler.
”Min kunst må gerne tage tid at nå ind til, og jeg vilgerne, at mine værker opleves som pågående. Jeg synes, at det pågående erinteressant”, fortæller Dorte Krabbe, og fortsætter med at beskrive sinarbejdsmetode. ”Jeg ønsker at skære til benet. At nå til essensen af værketside. Der er for mig aldrig tingen i sig selv, som er mit mål. Det jeg arbejderfor at nå, er det enkelte værks grundide. Derfor er der også langt fra, atideen til et værk opstår, og det finder sin endelige form.”
Dorte Krabbe arbejder i mange forskellige materialer somfilt, papir, stål, gips og ler. Ofte er værkerne sammensat af flere forskelligematerialer, og de varierer meget i størrelse. ”Jeg er begejstret forflertydighed, og arbejder bevidst med at nå en flertydighed i mine værker. Detgør for mig, at man kan ”ånde” i værkerne.”
Dorte Krabbes ideer til de forskellige værker er altid tænkti et bestemt materiale fra begyndelsen. ”Ideen til det enkelte værk kommer med en naturlighed i mit hoved, og selvomjeg arbejder med mange forskellige materialer, så er jeg aldrig i tvivl om,hvilket materiale jeg skal tage fat på.”
Vejen ind til værket er dog ikke altid faldet så naturligt.
”Efter et par gode år da jeg var blevet færdig med minuddannelse og havde debuteret, fandt jeg mig selv i en slags ”kunstkrise” i1994”, fortæller Dorte Krabbe, og forklarer hvordan hun i et par år faktiskforlod den kunstneriske praksis. ”Billederne blev ved med at komme frem i mithoved, men jeg havde svært ved at tage dem alvorligt. Jeg var på vildvej medmit udtryk, som blev alt for meget form, og ikke så meget udtryk”.
Vejen tilbage til kunsten gik gennem ønsket om dialogen medbeskueren. ”Jeg har altid søgt at ”blive læst” – altså at indgå i en dialog medbeskueren. Denne dialog er meget vigtig for mig, og heldigvis fandt jeg tilbagetil mit kunstneriske virke, bl.a. fordi det lykkedes at åbne for en sluse hosmig selv, og igen begynde at udforske dialogen med et inspirationsmæssigt udspringi min egen interesse for det spirituelle og det kristne univers”.
Netop interessen for det spirituelle og det religiøse harværet en livslang bagage for Dorte Krabbe. Selvom Dorte Krabbe erkender sitinspirationsudspring som et kristent og dermed skriver sig ind i en lang og alvorstungtradition, er der dog langt fra tale om dogmatisk kunst. ”Min interesse for detreligiøse handler i høj grad om at være til og være en del af noget større. Dethjælper mig til at se kernen, at skære til benet.”
De enkelte værker kan i deres form trække på et kristentmotivunivers, men er i lige så høj grad udtryk for en interesse for detmenneskelige og det medmenneskelige. Og Dorte Krabbe er selv opmærksom på ikkeat belægge sine værker med for megen tung alvor. Det bliver meget tydeligt ihendes brug af titler, som næste altid lægger en humoristisk vinkel til detenkelte værk. Titlerne fungerer som åbne invitationer til netop dialogen mellemværk og beskuer. Selv de værker som i deres formsprog synes lukkede om sig selvog derfor lidt sværere at gå i dialog med, får følgeskab af en titel, som æggerbeskuerens nysgerrighed og gør det nemt at føle sig inkludereret og inviteret. Titlersom ”Håndholdt”, ”Det går nok” og ”Højvande” betyder, at man som beskuer undresog bliver indfanget af værkernes aura. For hvad er det, som håndholdt; hvad gårnok, og hvor er der højvande? Om brugen af titler siger Dorte Krabbe selv, athun søger et sammenstød. ”Jeg bruger humoren til at vride det selvironiske – enslags høflig mavepuster til beskueren og til mig selv”, siger hun. ”Titlernekan bruges til at være en slags leg som kontrasterer det oppustede. Jeg kan præge værket yderligere med entitel som også kan give en vis ironisk distance til mig selv og min egenselvhøjtidelighed. ”
Med brugen af klare, rene farver tillægger Dorte Krabbeendnu et lag til sine værker.
”Mine farver hører ofte til i et lege-agtigt univers. Deleger med nogle få, symbolske bagvedliggende betydninger, som selvfølgeligbidrager til værkets indhold og udtryk”, men farverne er som titlerne ogsåmedvirkende til, at beskueren får lyst til at opleve værket og bruge tid på attrænge ind i essensen.
Dorte Krabbe har senest på gruppeudstillingen ”TRYK – TRYG”vist, at hun i den grad mestrer sit projekt. Det skal blive spændende at følgehendes udvikling, som eksisterer i det særlige paradoks mellem livets alvor ogglæde. Og som Dorte Krabbe selv siger: ”Mine værker er en lovprisning af livet.Og vi må gerne have det sjovt og leve livet med humor. Hvis mine værker kanfungere som en slags ”livet ud i strakt arm”, er jeg lykkedes med mit projekt.Livet skal ikke nødvendigvis være præget af tunghed, men tyngde”, understregerDorte Krabbe.